Fredet byhus i Ribe til salg

Øverst i Puggaardsgade hælder 2 gamle sammenbyggede bindingsværkshuse sig ud mod gaden, så meget at man næsten tror, de vil vælte. Men bare rolig – husene har stået her i næsten 500 år og klarer forhåbentlig mange år endnu. Husene, som er opført omkring 1550, er nogle af de ældste verdslige beboelseshuse i Danmark.

Du har nu mulighed for at eje husene og dermed en del af Ribes historie. Husene fremstår i dag som én bolig. Et byhus skabt af tiden og løbende moderniseret med respekt for dets fredningsstatus.

Indvendigt fascinerer planløsningen med en stueetage, der omfatter en entré, bryggers, badeværelse, køkken med spiseplads, en imponerende spisestue og ikke mindre end to opholdsstuer. Førstesalen udfolder sig med en stor repos, to værelser, et toilet og et praktisk depotrum. På begge etager er der en overraskende god loftshøjde. Til boligen hører en forholdsvis ugeneret lille have med 2 terrasser og et lille rundt orangeri.  Der er udhus med cykelskur og udover dette er der mulighed for at etablere en privat parkeringsplads på grunden.

Fra hjemmet er der få minutters gang til Ribe Domkirke samt gåafstand til indkøb, butikker, offentlig transport og meget, meget mere. På denne beliggenhed får du både en masse liv fra byens gode butikker og restauranter, samt en fantastisk natur rundt om byen.

Lyder dette spændende byhus, som noget for jer, så giv Ribe Mæglerne et kald på tlf. 92 92 67 60. Vi glæder os til at vise boligen frem!