Villa i engelsk cottage-stil
I Langebæk nogle få kilometer fra Kalvehave finder man denne ejendom, der på gennemført facon præsenterer sig med en æstetik, der er typisk for klassiske, engelske cottages. Villaen er yderst velholdt og løbende vedligeholdt efter alle kunstens regler, og de mange stemningsskabende detaljer er bevaret. Tilsvarende blev haven i 2015 omlagt, så den fuldstændig matcher huset og dets udtryk. Resultatet er ekstraordinært vellykket og har været fremvist i én af Claus Dalbys seneste bøger –“Cottagehaver – og dem der ligner”.
Det er imidlertid intet under, at ejendommens udseende ligner noget, man ville forvente at møde i Dorset eller i Devon, for huset blev opført i 1892 af godsejer Ida Marie Suhr, som en tro kopi af en engelsk gartnerbolig. Netop det særegne bindingsværk og de sirligt arrangerede mursten i hver enkel tavl, som danner vidt forskellige mønstre afhængigt af den geometriske figur, de er indfældet i, havde man således ladet sig inspirere til under et besøg på et herresæde i England. Man forstår ved første øjekast, hvorfor den smukke, harmoniske stil blev vurderet værdig til import.
Stedet, der opførtes, kaldtes følgeligt Langebæk Asyl, og førstesalen blev bolig for en sygeplejerske, som blandt andet tog sig af de fattige i byen, og i den store stue kunne byens børn samles i søndagsskole.
Pris: 1.495.000 kr.